Mere om

Vi Sætter Sejl

Om tankerne bag spørgsmålene og personen bag stemmen.

Kort om Vi Sætter Sejl

Vi Sætter Sejl er en podcast om at lære at sejle. Det er den podcast, jeg gerne selv ville have lyttet til som ny sejler.

Altså, jeg er stadig ny, og jeg er på ingen måde ekspert på sejlads. Men jeg er passioneret og vil bare gerne vide mere.

I podcasten kommer jeg til at tale med ‘eksperter’, dvs. folk med erfaring og stor viden om noget, jeg ikke ved noget om. Vi skal lære og vi skal høre gode historier – sammen.

Der skal være plads til at være ny og der skal være plads til at stille spørgsmål – også de ‘dumme’. Så du i ro og mag kan dykke ned i sejladsens forunderlige verden på dine egne præmisser.

Jeg glæder mig til at dele det hele med dig.

Læs blogindlægget: Hvorfor lave en podcast om at sejle? Hvis du er mere nysgerrig på baggrunden for ‘Vi Sætter Sejl’.

Vi sætter sejl podcast logo
Vi sætter sejl podcast logo

Introafsnit: Hvorfor lave en podcast om at sejle?

Om tankerne bag ordene og stemmen bag mikrofonen.

  • Skal man være bange for offentlig udskamning i sejlergrupperne på facebook?
  • Findes der egentlig dumme spørgsmål om sejlads?
  • Kan det passe, at vi ALLE sammen har set Kurs Mod Fjerne Kyster?
  • …og hvorfor føles det så godt at sejle, at vi slet ikke kan lade være?

I introafsnittet taler jeg om mig selv og hvorfor denne podcast har set dagens lys. Hvis du har lyst, kan du lytte med og få sat et par ord på personen og passionen bag, og ellers springer du bare videre til første afsnit. 

Medvirkende:
Monica Kruuse Bach

Om kvinden bag podcasten

Mit navn er Monica. Jeg er i starten af mine 30’ere, mor til to og bor i Roskilde.

Jeg er begyndt at sejle i 2023 på sejlerskolen i Vallensbæk Sejlklub.

Min tanke med sejl-projektet er, at vi nok køber en lille hyggebåd på et tidspunkt og sejler ud på de gode sommerdage med børnene. Bader, spiser kage og drikker kakao. Så skal vi rigtig hygge os på vandet.

Det er egentlig stadig min tanke, men på sejlerskolen har jeg fået smag for fart. Det havde jeg simpelthen ikke set komme!

Fart over feltet og nye sider af mig selv

Vi sejler en j80’er, som vel kan betegnes som lidt af en racerbåd. Jeg har ikke forstand på bådtyper, overhovedet, men selv jeg kan se, at det er en noget anden type båd end den, jeg har i tankerne til min hyggesejlads med familien.

Det er virkelig sjovt at sejle stærkt. Det er sjovt at trimme sejl og se, om vi kan overhale den anden skolebåd – og i øvrigt kæmpe om hvem af os på båden, der kan få den til at sejle hurtigst. Så jeg har indset, at jeg nok bliver nødt til at udforske kapsejladsen på et tidspunkt.

Jeg har opdaget nye sider af mig selv ved at sejle – også selvom jeg kun har sejlet en enkelt sæson.

Tilstedeværelse på speed

Når jeg er på vandet, er jeg 100% til stede. Alt andet forsvinder fra mit hoved. Bekymringer, overvejelser om madpakker, tanker om benzinstanden på bilen, irriterende bemærkninger fra kollegaer… De er væk.

Der er fuldt fokus på at sejle båden. Det sker helt af sig selv, for det er vigtigt. Gør jeg noget forkert, kan det potentielt være farligt både for mig selv og for mit hold. Vi sejler på naturens præmisser, og den er ligeglad med, om jeg glemmer at holde min kurs eller lægger mig lidt for meget op i vinden, fordi børnene skal hentes af mormor i morgen.

I virkeligheden er det ikke særlig farligt, fordi vi er mange ombord og der er en instruktør, der holder øje og kan gribe ind. Men selvfølgelig er det vigtigt at være fokuseret på sejladsen, så der ikke går noget galt.

Vi Sætter Sejl Monica Kruuse Bach

Afhængig af naturen – på flere måder

Der er noget i det der med at være afhængig af naturen. Det føles… rigtigt, på en måde. Som om det er helt naturligt at skulle give sig hen til vejret, vinden, havet, bølgerne.

Jeg synes det er ret fantastisk at skulle arbejde sammen med naturens kræfter for at kunne komme frem. For vi er afhængige. Den j80’er vi sejler har ikke nogen motor. Som i slet ingen motor. Så hvis der ikke er nogen vind, så kan vi ikke sejle.

(Altså, vi har selvfølgelig padler med, men vi skulle helst ikke bruge dem!)

At mærke vinden i ansigtet, solen på kinderne, se skyerne løbe hen over himlen, få vandsprøjt i håret. At være tæt på naturen og virkelig mærke det på egen krop. Hvordan båden krænger, hold balancen, koncentrer dig om kursen, trim sejlet.

Det er alt det jeg ikke får i min hverdag. Jeg arbejder ved en computer, og det kan jeg godt lide, men sanseligt giver det mig noget helt andet at være ude at sejle. Det har gjort mig en lille smule afhængighed af sejlads.

Og det kan jeg egentlig meget godt lide.

Ekspert i sejlads

Men er jeg så en eller anden form for ekspert inden for sejlads, siden jeg har lavet en podcast?

Nej. Slet ikke. Jeg er det modsatte af ekspert. Jeg er hende med alle spørgsmålene og nysgerrigheden. Hende der bare gerne vil vide mere, lære mere og tale mere om sejlads.
Så det gør jeg i podcasten.

I hvert afsnit taler jeg med en ‘ekspert’ indenfor et specifikt emne, stiller alle mine og jeres spørgsmål, og udgiver det, så vi alle kan blive klogere på sejlads. Sammen.

Så skal vi ikke bare komme i gang?

Lad os sætte sejl!

Har du feedback?

Send mig gerne feedback på podcasten, hvis der er noget jeg kan gøre bedre. Jeg gør mig umage, men jeg har ikke lavet en podcast før, så der vil med garanti være noget, jeg kan gøre bedre.

Hvis du bare synes det hele er tiptop, så giv nogle stjerner og gode anmeldelser der hvor du lytter til podcasten, så den kan komme ud til endnu flere mennesker, der vil lære at sejle.

BLOG

Har du spørgsmål?

Har du et spørgsmål eller et emne, du gerne vil have, jeg tager op i et afsnit, så send mig en mail på mail kontakt@visaettersejl.dk, send mig en besked på instagram eller skriv det lige herunder.